Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 79 -
«Jens B å r d s e n,» sa Eyolf, og pekte på
sig selv.
«Ole Høiland,» sa han om mig.
Jeg ante ikke at den vanvittige fyren vilde
gi oss to beryktede tyvenavn fra Norge. Jeg
gikk til vinduet. Et lurvet gårdsrum.
«Herrerne er velkomne. Her ser I min Af5
gud,» og han pekte lysende på Ibsens portrett
som hadde Rembrandt malt det.
«Jeg har sett det bedre,» mente Eyolf med litt
farlig betoning.
Han svarte ganske stille:
«Men jeg ser nu alligevel paa mit med Kaer»
lighed og Beundring. Jeg har ikke Raad til
noget andet af den store Mester. Men jeg har
spared sammen til denne her.» Han hevet stem«
men som en triumfator foran en forsamling. Så
slengte han en bok rett ned i bordet.
«Gengangere,» ropte han. «Kender Herrerne
den.»
Eyolf drog ivei og svarte brutalt:
«Vi er norske. Deres spørsmål lukter svidd,
for å svare høflig på slikt.»
«Jeg er gammel og taaler ikke at De taler i
den Tone til mig. De norske Gut.»
«Her fins ikke gutter,» svarte Eyolf latterlig
alvorlig. «Jeg er snart en berømt maler, og min
venn blir en stor musiker.»
Han lo, den gamle, noget ondskapsfullt.
«Det skulde glæde mig om Ole Høiland og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
