Det var dagen efter på låven i samme gård. Arne hadde drukket sig full for første gang i sit liv, var blet syk av det, og hadde ligget på låven snart hele døgnet. Nu sat han overænde, støttet sig på sine albuer og første samsnak med sig selv:
"- Alting jeg ser på, blir til fejghed. At jeg som gutten ikke løp min
vej, var fejghed; at jeg hørte far over mor, var fejghed; at jeg sang
ham de stygge viser, var fejghed. Jeg gav mig til at gjæte; det var av
fejghed; - at læse - å ja, også av fejghed: jeg vilde gjæmme mig væk
for mig selv. Som voksne gutten hjalp jeg ænda ikke mor mot far -
fejghed; at jeg ikke den natten - hu! - fejghed! Jeg hadde kanske
væntet, til
Jeg skulde ha sat mig til at gråte, så haugene blev til vand, skulde jeg; men så siger jeg:"Hyss, hyss!" og lægger mig til at vugge. Og selv mine viser er fejge; for var de modige, så blev de bedre. Jeg er rædd stærke tanker, rædd alt stærkt; kommer jeg op i det, er det raseri, og raseri er fejghed. Jeg er klokere, dygtigere, mere kyndig, æn jeg ser ut til; jeg er bedre æn jeg snakker; men av fejghed tør jeg ikke være så som jeg er. Tvi! Tvi! gjorde ondt, drak allikevel, drak allikevel; drak min fars hjærteblod, og ænda drak jeg! Min fejghed er nemlig uten al ænde; men det fejgeste av alt er dog, at jeg kan sitte og sige mig alt dette selv.
...Dræpe mig? Pyt sa'n! Dertil er jeg for fejg. Og så tror jeg på Gud - ja, jeg tror på Gud. Jeg vilde gjærne til ham; men fejgheden holder mig fra ham. Stor flytning, og derfor kvier sig et fejgt menneske. Men om jeg prøvde, sådan som jeg formår? Almægtige! Om jeg prøvde? Måtte kurere mig, som mit mælkeliv tålte det; ti der er ikke ben i mig længer, ej heller brusk, bare noget flytende, skvalp! - Om jeg prøvde - med gode, milde bøker, rædd de stærke -; med vakkre eventyr, sagn, alt det som mildt er - og så en præken hvær søndag, og en bøn hvær kvæll. Og ordentligt arbejde, så religionen fik aker; kan ikke så i dovenskap. Om jeg prøvde; kjære, milde min barnegud om jeg prøvde!"
Men en åpnet låvedøren, fór in over gulvet, likblek i ansigt; skjønt sveden trillet nedad det, og det var moren. På den andre dagen létte hun efter sin søn. Hun ropte hans navn, men stanset ikke for at lye, bare ropte og fór omkring, til han svarte borti højstålet, hvor han lå. Da gav hun et højt skrik, hoppet i stålet lettere æn en gut og lå over ham ...
"Arne, Arne, er du her! Så jeg fant dig dog; jeg har lett siden igår;
jeg har lett i hele nat! Stakkars, stakkars Arne, jeg så de hadde gjort
dig ondt! jeg vilde så gjærne ha talt til dig og trøstet dig; men jeg
tør jo aldrig tale til dig! - - Arne, jeg så du drak! O Gud, den
almægtige! Lad mig aldrig oftere se det?" - Det var længe før hun
kunde sige mere. "Jesus bevare dig, mit barn, jeg så du drak! - Med ett
var du kommet væk for mig, drukken og sønderslåt av sorg som du var,
og jeg løp omkring i alle hus; jeg var langt ute i marken, jeg fant
dig ikke; jeg létte i hvært kjærr, jeg spurte alle folk, jeg var
"Da kom det så godt til brystet mit: du måtte jo være gåt hjæm, og vejen gjorde jeg visst på et kvarter; jeg åpnet og søkte i hvært rum, og så husket jeg først, at jeg selv hadde nøklen; du kunde jo ikke være sluppet in. - Arne! inat har jeg lett langs vejen på begge kanter; jeg turde jo ikke gå til Kampestupet! Jeg vet ikke hvordan jeg er kommet hit; der er ingen som har hjulpet mig; men Vorherre gav mig in, at du skulde være her!"
Han søkte at stille henne ned igjæn. "Arne, du drikker vel ikke oftere
brænnevin?" - "Nej, du kan være trygg." - "De var visst onde mot dig?
Var de onde mot dig?" - "Aa nej, det var mig som var
- "Du Arne!" - "Ja." - "Jeg har noget jeg skulde sige dig." - "Sig
det, mor." - "Jeg bærer stor synd for dig; jeg har gjort noget galt."
- "Du, mor?" og dette rørte ham så, at hans ejegode, uændelig tålmodige
mor vilde anklage sig selv for at ha synd mot
- Du ser dig så om, Arne?"
