Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
•
Ved denne stærke Stemme var dét, somom
Anders vaagnede. Han krympede sig sam
men og for tilbage — helt ind i den inderste
Krog af Værelset ; Ansigtet blev næsten aske
graat, medens han stirrede paa disse svære
Næver.
Men lidt efter lidt syntes hans halvt ud
slukte Hjerne at samle sig til en sidste An
strængelse. De lange, falske Smilerynker
lagde sig igjen om Munden, idet han i en
klynkende Tone sagde :
„At du kan have Hjerte til at være saa
sint . paa Bror din — Njædel ! — som altid har
været saa svag og daarlig. Husker du, da
vi var smaa, — nåar vi rev Lyng for Mor
oppe i Heien?"
Njædel lod Armene synke. Under
lige Minder blinkede frem for ham ved
denne tynde* bedende Stemme, som han
kjendte saa godt, denne Lyd fra Barn
dommen — fra den Broder, han havde elsket
saa høit.
„Og husker du, hvad Mor altid sa’?"
— blev Anders ved, medens han hele
Tiden holdt Øie med Broderens Ansigt;
„hu’ Mor sa7 altid: Du Njædel er en Tosk
— sa’ hun; men han Anders er saa fin som
en- Røisekat."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
